Kendt skyldig i 5 ud af 6 forhold: Ny mentalundersøgelse kan afgøre tyveritiltaltes skæbne

Af Iben Marie Ryberg

Den 17. november afgjorde Aarhus byret, at en 25-årig mand fra Hadsten først kan få endelig domsafsigelse efter en ny mentalundersøgelse. Den 25-årige blev kendt skyldig i fem forskellige kriminelle forhold. Mentalundersøgelsen skal afgøre, om den 25-årige skal idømmes almindelig, betinget dom eller en foranstaltningsdom. 

I byretten i Aarhus sidder en ung mand og vipper med foden. Han har hænderne plantet i lommen og stirrer stift ned i bordet foran sig. Ved siden af ham sidder hans forsvarer, overfor er anklageren i ved at afklæde sig sit regntøj. Det er onsdag d. 17. november, og der skal afsiges dom i en sag, hvor den 25-årige er tiltalt for seks forskellige kriminelle forhold. 

”Dit fucking svin” 
Det kriminelle cv hos den 25-årige indebar røveri, spirituskørsel, tre butikstyverier, besiddelse af euforiserende stoffer, en stjålet kaffemaskine samt trusler om vold mod en parkeringsvagt. Det var de tre sidstnævnte, der blev behandlet d. 17. november 2021. Lovovertrædelserne fandt sted fra 2020-2021. 
Der var tale om en tilståelsessag, hvor den 25-årige mand erkendte alle seks forhold og blev kendt skyldig i fem af dem.
Et forhold blev han dog frikendt for: Trusler om vold mod en parkeringsvagt på Østergade i 2019. Her kunne det ikke dokumenteres, at den 25-årige havde sagt andet og mere end ”Dit fucking svin” til parkeringsvagten.  

Personundersøgelsens indhold
Som led i retssagen kom det imidlertid frem, at den 25-årige i 2019 havde gennemgået en mentalundersøgelse, som viste en række ubehagelige omstændigheder i hans liv. Den 25-årige mand var krigsflygtning fra Libanon, og blev i skyggen af sine traumer tilkendt førtidspension i 2019. En stærk hæmning af høresansen gjorde, at tiltalte flere gange højt måtte udbryde ”Hvad?” under retssagen. Derudover blev den 25-årige mand vurderet til at være ”begavet under middel” og have en ”mild mental retardering”. 
Det var her forsvarerens argument, at det ikke ville være gavnligt at idømme tiltalte en almindelig straf. Den 25-årige mands mentale tilstand var, ifølge forsvareren, for dårlig. 

Kriminalitetens kløer – og vejen ud af dem 
Under forsvareren spørgsmål blev det tydeligt, at den 25-årige mand var på vej i en anden retning end sin tidligere kriminelle løbebane. Han havde generhvervet sit kørekort, var i gang med at få et skånejob som mekaniker, havde forbedret sine danskfærdigheder og var flyttet væk fra det område, han havde boet i, i den tid han havde begået kriminalitet. 
Det store spørgsmål blev altså: Var den 25-årige mand blevet så velfungerende siden personundersøgelsen i 2019, at han kunne idømmes en almindelig, betinget straf for de fem forhold, han blev kendt skyldig i?
Her var anklager og forsvar uenige. Kan man tage en 9. klasses afgangseksamen og kørekort, hvis man har en mental retardering? Nej, mente anklager. Ja, mente forsvar. 

Mentalundersøgelsens afgørende betydning
Der var alt andet lige sket tigerspring i den 25-åriges vej mod dydens smalle sti. Svaret på, om tigerspringene var store nok, må indtil videre stå åbent. Det kan kun den endelige domsafsigelse give svaret på.  
Svaret på det spørgsmål må imidlertid lade vente på sig. Skyldsspørgsmålet blev afklaret d. 17. november, men her blev det også besluttet, at den endelige domsafsigelse først kunne afgøres efter en ny mentalundersøgelse. 
Ventetiden på mentalundersøgelser er mellem 6 måneder og 1 år. Derefter må man vente yderligere tid på at komme for retten igen. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *