Institut for Retsmedicin er lukket for uvedkommende. Her kræver man etisk arbejdsro. Men mens livet og døden arbejder side om side i et tilstødende lokale, åbner resten af kælderen sig op. 

Af Iben Marie Ryberg

Elevatoren åbner. Lugten giver en insisterende lussing, når man træder ind. 
Der lugter af sprit og død. 
Udluftning er der ellers nok af i obduktionskælderen for Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitetshospital. Tre skridt til venstre, så kan man slå dørene op til det store obduktionslokale. 
Se, hvad og hvem, der blander lugten af sprit med lugten af et endt liv. Det sker ikke i dag. 
Vil man ind til obduktionen, skal man være ansat eller være fra politiet. Sådan er det. 

I obduktionskælderen hjælper de døde de levende med at finde ud af, hvad der har gjort, at deres liv er slut før tid. For de levendes skyld. Lugten er eneste vidnesbyrd om, hvad der sker bag den lukkede dør. Alt er klinisk i kælderen.  

Retsmedicinsk tekniker Jan Schou er i civil. En t-shirt, som afslører tatoveringer på begge arme. Et stort guldur på venstre håndled. Blå plasticfutter udover kondiskoene. 
”Welcome to my life. Det er død, død, død, død. Fra morgen til aften,” siger han. 

De andre rum i kælderen er tomme. Redskaberne ligger, hvor de skal, hvis en afdød bliver kørt ind til obduktion, og politiet skal have hjælp til at finde en dødsårsag. En forklaring.  
Der er dækket op, som Jan kalder det, på metalbordet i en tom obduktionsstue. Knive og skalpeller ligger pænt på et grønt skærebræt. 
Franskbrødskniven bruger man til at skære brystbenet op. 
Jan er uddannet håndværker. På retsmedicinsk vil de helst have nogle, som kan håndtere hammer og sav. 

”Man vænner sig aldrig til arbejdet. Man vænner sig til ikke at tænke over, hvad det egentlig er, man laver.” 
Jan Schou er en ud af ti retsmedicinske teknikere i Danmark. Det er han på 16. år. 

“Hvis jeg kunne spole tiden tilbage til 2006, havde jeg sagt til mig selv: Lad være.”

– Jan Schou

I Jylland bliver der begået ca. 30 drab om året. Resten af de afdøde ender i obduktionskælderen, hvis de er døde under mistænkelige omstændigheder. 
De kan være døde alene i en ulåst lejlighed. Spædbørn, som har lidt vuggedød. Pludselige slagtilfælde uden et tidligere sygdomsforløb. 
Retsmedicinsk afdeling giver politiet afklaring, så de ved, om de står med en potentiel drabssag. 

Ofrene ender i obduktionskælderen på Aarhus Universitetshospital. Hvis der er tryk på, ligger de i et afkølet rum og venter på at blive obduceret. ”Hotellet”, kalder de ansatte det. 

”Hvis jeg kunne spole tiden tilbage til 2006, havde jeg sagt til mig selv: Lad være,” siger han.
Det, der driver ham, er opklaringen af dødsårsagen. Afklaringen for de efterladte. 

Blod fra arme, ben og hjerte. Urin og øjenvæske. Han stikker kanyler i øjnene på de afdøde og suger væsken ud. Øjenvæske er et lige så effektivt vidnesbyrd som urinprøver. 
Under metalbordene på den tomme obduktionsstue tænder han rindende vand. 
Når der ligger nogen, skyller det efterladenskaber væk, så det ikke størkner på bordet.

“Vi ser bagsiden af medaljen på rigtig mange triste liv.”

I et af de tilstødende lokaler hænger et børneskelet i en glasmontre. Et billede at et blegt og brunt kranie. 
Kraniet har ligget i Levevis vaskepulver og vand under 50 grader. Halvanden time. Så er det afkogt. 

Elevatordøren åbner, lukker, kører op, åbner igen. Aarhus Universitetshospital ligner sig selv. Gule vægge og marmorgulv. 

En mand i blåt hospitalstøj haster forbi. Jan hilser, inden han fortsætter ned ad gangen for at sætte sig ved et bord. 
”Vi ser bagsiden af medaljen på rigtig mange triste liv.” 

Der ligger et dokument i receptionen, som alle besøgende skal underskrive, inden de går ind på Institut for Retsmedicin. Navn, ærinde, ankomst- og afgangstidspunkt. Samt en erklæring om tavshedspligt. Kælderen bærer historier, som kun ser dagens lys for ansatte og pårørende.

Han hiver en e-cigaret op af lommen. Tager et sug. 
”Der er en håndfuld sager, som stadig sidder i mig. Jeg må ikke fortælle om dem, og hvis jeg måtte, var jeg begyndt at græde.”

Hans arm hviler på bordet foran ham. På underarmen har han tatoveret et citat på latin. Bogstaverne er skrevet i cirkler rundt om et dødningehoved. 
Oversat står der: ”Lad samtaler forstumme, lad latter flygte, for dette er stedet, hvor døden glæder sig ved at hjælpe livet.”